Har du nogensinde stået ved foden af et bjerg i et andet land og følt, at du mangler et stykke af puslespillet? Kartet og skiltene er der, men historierne er der ikke. Følelsen af, at du går gennem et billede i stedet for et sted. Sådan har jeg haft det i de grønne bjerge i Nordthailand flere gange. Indtil jeg ikke gjorde det længere. Denne gang tog jeg på vandring med en dansktalende guide, og det forandrede ikke bare turen, men måden jeg ser på rejserne.
Jeg skal være helt ærlig: jeg har brugt Thaiguidedk før til mere standard udflugter, da de for mig altid har været en pålidelig og nem måde at få organiseret en dagstur på. Men denne gang ønskede jeg noget andet. Jeg var træt af de udleverede fakta, og ville i stedet høre fortællinger. Ikke kun om Chiang Mai’s historie, men om landskabet. Om hvad de specifikke træer blev brugt til, om hvilke små dyr der gemte sig, og om de lokale landsbysamfund, som turistbusserne ikke rigtig kommer forbi. Så jeg spurgte direkte, om de kunne finde en guide, der var interesseret i at gå på langsom vandring med fokus på det, der ikke står i guidebøgerne.
Og det kunne de. Det lyder simpelt, men det er faktisk svært at finde. Mange bureauer siger ‘ja’ til alt, og så ender man alligevel med en standardtur. Her lyttede de rent faktisk til hvad jeg efterspurgte.
Det handler ikke om at nå til toppen først
Vores guide, Peter, mødte mig tidligt om morgenen. Den første halve time handlede ikke om at gå. Den handlede om at sidde ved vejkanten med en kop kaffe og snakke om hvad vi mon kunne se. Han havde et lommeatlas med billeder af forskellige sommerfugle og fugle fra området, og det blev vores ‘jagtliste’. Målet blev ikke at tjekke en seværdighed af, men at genkende et par af de små liv. Kan du huske, hvornår du sidst satte tempoet efter en sommerfugl?
Det gjorde, at turen med det samme blev anderledes. Vi stoppede når der var noget interessant. Vi diskuterede, om det faktisk var et Klippegralskovsmyger eller en lignende art. Vi snakkede med en gammel mand, der passede sine kokosnødder, fordi Peter kunne spørge ham om hans træer på hans eget sprog. Det var ikke en pause fra turen. Det var turen.
- Observation i stedet for destination: Vores rute blev kortlagt efter, hvad vi så, ikke omvendt.
- Lokal viden giver adgang: Med et sprog mellem dansk og thai blev samtaler med lokale mulige og ægte, ikke bare en besværgelse.
- Tid som en ressource, ikke en fjende: Vi havde en hel dag. At bruge en time på at observere en flod, var tid godt brugt.
Fra ‘hvad er det’ til ‘hvordan virker det’
Normalt får man navnet på en plante. ‘Det her er et teaktræ.’ Og så videre man går. Men hvad så? Peter forklarede i stedet processen. Hvordan man kan se på barken, om træet er helt ungt eller om det har været her længe. Hvordan visse blade altid spirer på en bestemt måde for at beskytte mod solen i de varmeste timer. Han viste mig, hvordan man kunne finde vand i visse typer af lianer. Det var ikke en botaniklektion. Det var en demonstration af, hvordan skoven levede og åndede som et system. Pludselig var jeg ikke længere i et maleri. Jeg var i et køkken, et værksted, et hjem.
At kende et sted begynder når du stopper med at tælle hvad du ser, og begynder at forstå hvordan det hænger sammen.
Den skjulte logistik bag at tage af sted
Selvfølgelig skal der organiseres. Bil, vand, mad, adgangstilladelser. Den del havde bureauet styr på, og det var en lettelse ikke at skulle forhandle om alt det der med en chauffør der ikke taler engelsk. Men det var detaljen, der fik mig til at tænke. Madpakken var ikke standard sandwiches. Den var lavet af et lille familiekøkken, som Peter kendte. En enkelt ret, Men Kham, en salat, og nogle stykker frugt fra nogle af de træer vi senere på dagen ville gå forbi. Hele dagen blev til en enkelt fortælling, ikke en række afbrudte scener.
Spørg dig selv: Hvornår har du sidst smagt noget på en tur, hvor du faktisk vidste præcis hvor råvaren kom fra? Ikke bare landet, men næsten præcis hvilken jord?
- Mad som et kapittel, ikke et stop: Måltidet var ikke en pause, men en smagsmæssig fortsættelse af det, vi oplevede visuelt.
- Uforudset sikkerhed: At have en guide med lokal kendskab til vejret og terrænet giver en tryghed, der lader dig slappe mere af.
- Respekt for stedet arrangeret for dig: Det blev gjort klart for mig, hvordan vi skulle forholde os ved templer og i landsbyer, så vi ikke var til gene. Det blev ikke en reprimande, men en vejledning i at være en god gæst.
En anden type hukommelse at tage med hjem
Jeg tænker ikke på den turen som ‘den dag jeg var oppe på det bjerg’. Jeg tænker på den som ‘den dag jeg lærte at skelne mellem to fugle på deres kald, og hvor vi fandt det lille vandløb som lokale brugte’. Min fotografihukommelse er ikke fyldt med panorama-billeder fra toppen. Den er fyldt med en række små, klare detaljer: bladets struktur, lyden af en bestemt insekt, smagen af den specifikke chili i salaten.
Det er den slags rejse, der ikke slutter når flyet letter. Den bliver ved med at komme tilbage i små glimt. Når jeg ser en fugl i en dansk park, kan jeg nu stille mig selv et bedre spørgsmål end ‘hvad hedder den?’. Jeg kan spørge: ‘Hvordan lever den her?’ Det er en meget mere interessant måde at se verden på.
Pointen er ikke, at enhver tur skal være sådan her. Pointen er, at muligheden er der. Nogle gange ønsker vi bare at se højdepunkterne, og det er også fint. Men hvis du, som mig, en gang imellem føler en distance til det sted du besøger, så overvej at ændre formlen. Find den person, der kan være din tolk for områdets fortællinger. Nogle gange handler det ikke om at komme længere væk, men om at komme tættere på.